Påklædning og skiftetøj

Påklædning/skiftetøj

Jeres børns tøj bør være praktisk ”arbejdstøj” til såvel inde- som udebrug. Børnene skal have skiftetøj med svarende til årstiden. Regntøj og gummistøvler og sutsko er ikke til at undvære. Af hensyn til jeres børns sikkerhed må der IKKE være snore i tøjet, som kan komme rundt om halsen, og det samme gælder tørklæder, halstørklæder, halskæder og lignende.

 

Sommer og sol er fantastisk, det samme er vinter og sne, efterår og forår med regn, hvis bare man er klædt på til det. Vi opfordrer derfor til at have lyst og luftigt tøj samt en solhat i garderoben i sommerhalvåret. Når I afleverer jeres barn skal det være smurt ind i solcreme. Vi smører børnene ind igen om eftermiddagen og efter behov. Vi følger DMI, og deres varslinger i forhold til ophold i solen. Vi forsøger, så vidt det er muligt, at holde børnene væk fra den direkte sol mellem klokken 12—15. I efteråret og foråret skal jeres børn have både termotøj og regntøj med, gerne regntøj der er stort nok til at kunne komme udenpå termotøjet. Vi anbefaler todelt termo- og regntøj, da vejret er omskifteligt og der kan opstå behov hvor kun den ene del er nødvendig, f.eks. ved at jorden kan være kold at sidde på, at græsset stadig er vådt efter regn eller det bare er lidt køligt i de tidlige/sene timer. Børn under to år sover ude i deres medbragte barnevogn under halvtag, så længe det er indenfor Sundhedsstyrelsens anbefalinger, det være sig over -10 grader og under +30 grader. Børn over to år må af sikkerhedsmæssige grunde ikke fastspændes, og vi finder det derfor ikke forsvarligt at have dem sovende i barnevogne. Derfor vil de sove på madrasser med sit eget sengetøj. Når vejret tillader det og det kan lade sig gøre i forhold til hverdagens gang, vil de også sove udendørs.

 

Navn i alting:

Det er vigtigt for alle, at I husker at skrive navn i tøj, fodtøj og legetøj. Man kan med fordel bruge navnelapper eller lignende. Tak fordi I hjælper os med at hjælpe jeres børn til at holde styr på deres ting.